Hver aften afslutter hun sin dag med et ritual: at scrolle gennem auktionslister inden sengetid. Hun leder efter noget bestemt, selv om hun ikke altid helt ved, hvad det er. En stol med ujævne syninger. Et bord med små mærker slidt ned i overfladen. Genstande, der i deres ufuldkommenhed bærer vidnesbyrd om et levet liv.

"Jeg elsker at få øje på ting, der ikke er perfekte," siger hun. "Man kan se, at nogen virkelig har tænkt over den, arbejdet med den og måske endda begået en fejl undervejs. Det er fascinerende for mig." Nogle gange køber hun noget uden at vide, hvad det skal bruges til. Den usikkerhed, siger hun, er en del af fornøjelsen ved at lade en genstand finde sin egen plads over tid.

Hendes hjem afspejler denne sensibilitet i hvert eneste rum. Gennemtænkt, men aldrig begrænset af perfektionisme. Personligt uden at være alt for dyrebart. Bogreolen er omhyggeligt indrettet, og hver titel og genstand er placeret med omtanke. Men det er i hjørnerne, at livet udfolder sig i al sin spontanitet, en jakke foldet over en stol, ting, der lander, hvor dagen fører dem hen.

Simone nærmede sig rummene som et tomt lærred, ledet af farver som stemning, og hvert rum er i samtale med det næste. "Jeg er meget bevidst om at skabe en subtil tråd, der løber gennem hele hjemmet," forklarer hun. "Så selv om tonerne skifter, er der altid en dialog mellem dem. Farver sætter den følelsesmæssige temperatur for mig." Derfra fandt større genstande deres plads: et vintage spisebord, en slidt kommode, en skulpturel sofa, som hver især forankrede rummet og spillede ind i dets stemning. Derefter lag for lag: tekstur, kunst, det indsamlede og det fundne. "Det er der, et rum virkelig bliver levende," siger hun.

Også materialer behandles ud fra en praktisk synsvinkel. En sofa skal være et sted, hvor man kan krybe sammen med bare tæer uden at tænke sig om. En stol skal gøre sig fortjent til sin plads gennem brug. Der er også en kærlighed til kontraster her, noget blødt som bouclé eller børstet uld parret med noget mere råt: træ, linned, metal. "Det miks får et rum til at føles lagdelt og interessant," siger hun. For Simone er det vigtigt at kunne leve i og med de smukke ting. Ting, der så rigtige ud, men føltes forkerte, er blevet udskiftet. Hvert nyt genstand skal bestå en simpel test: Kan det finde sin plads i det næste hjem? Ville det stadig føles som hendes?

Med datterens ankomst ændrede hjemmets rytme sig. Vaser blev flyttet op på højere hylder, gulvet blev åbnet for leg, og en ny regel blev indført: Ryd op, når du er færdig. "Jeg vil ikke have, at hun skal føle, at hun ikke kan bevæge sig eller lege," siger Simone, "men jeg vil heller ikke miste de ting, der får lejligheden til at føles som mig." Moderskabet har, måske uventet, kun uddybet hendes forhold til rummet og holdt nogle hjørner rolige nok til at trække vejret i, mens hun lod resten forblive fleksible. "Det hele handler om balance. At lade hende udforske og lege, samtidig med at hun bevarer en følelse af ro og rytme i hverdagen."

Det, der skinner igennem i både Simones hjem og hendes tankegang, er en ægte lethed over for det uperfekte, en påskønnelse af genstande, der viser deres brugshistorie. Det ujævne sting, det subtile mærke, følelsen af, at der er blevet levet med noget. Denne måde at leve på stemmer overens med vores Spring Summer 2026-kollektion, som er en udforskning af det sammensatte og det uperfekte, og som finder skønhed i de varige kvaliteter ved forarbejdede genstande, der bærer præg af berøring og tid.